Italienerne er kendt for deres stærke forsvar, som kan gøre fodbold lidt kedeligt i nogens øjne, men det er en taktik, som de i hvert fald er mestre i. Derfor overrasker det ingen, at de bedste italienske fodboldspillere i historien er at finde i den lave ende af banen.
Paolo Maldini er for mange en af de bedste forsvarsspillere, der nogensinde har været. Maldini var loyal overfor AC Milan, som han spillede for hele sin aktive fodboldkarriere og sammen vandt Milan og Maldini Champions League hele fem gange.
Mens de fleste fodboldspillere går op pension mens de er i 30’erne, så har Gianluigi Buffon rundet de 40 år og han har selv udtalt, at han ikke ved, hvornår han vil stoppe. Tidligere på året skiftede den italienske målmand til den franske hovedstadsklub PSG efter 656 kampe for Juventus. Buffon er med sine 176 kampe for Italien den spiller, der har trukket den italienske landsholdstrøje over hovedet flest gange. Dog bliver det nok ikke til flere kampe for Italien, da Buffon annoncerede at han stoppede på landsholdet, efter at den fodboldglade nation ikke kvalificerede sig til VM i Rusland i 2018.